Standardside

Service loven

Hvad står der i serviceloven?

Servicelovens regler anbringelse uden for hjemmet

I serviceloven finder man kommunernes grundlag for tvangsanbringelse. For at kunne undersøge, om kommunens beslutning er korrekt, er det vigtigt, at man kender bestemmelsen.

Servicelovens § 58 lyder sådan:

§ 58. Er der en åbenbar risiko for, at barnets eller den unges sundhed eller udvikling
lider alvorlig skade på grund af
  1. utilstrækkelig omsorg for eller behandling af barnet eller den unge,
  2. overgreb, som barnet eller den unge har været udsat for,
  3. misbrugsproblemer, kriminel adfærd eller andre svære sociale vanskeligheder hos barnet eller den unge eller
  4. andre adfærds eller tilpasningsproblemer hos barnet eller den unge,

kan børn og unge-udvalget uden samtykke fra forældremyndighedens indehaver og den unge, der er fyldt 15 år, træffe afgørelse om, at barnet eller den unge anbringes uden for hjemmet, jf. § 52, stk. 3, nr. 7. Der kan kun træffes en afgørelse efter 1. pkt., når der er begrundet formodning om, at problemerne ikke kan løses under barnets eller den unges fortsatte ophold i hjemmet.”

Kommunen skal inden tvangsanbringelse beslutte, om de mener, at det er forældrene, der ikke kan varetage børnenes behov, eller om børnene har nogle særlige behov, der gør det nødvendigt at fjerne dem. Vi ser også, at kommunen af og til anvender begge begrundelse.

Støtte før tvang!

Der skal være en begrundet formodning om, at problemerne ikke kan løses i hjemmet.

Det er kommunen, der skal godtgøre, at problemerne ikke kan løses ved barnets fortsatte ophold i hjemmet.

Dette er en vigtig bestemmelse, og vi har vundet mange sager ved at forklare børn- og ungeudvalget, at der ikke er begrundet formodning om, at problemerne ikke kan løses ved støtte og hjælp i hjemmet. Det giver sig selv, at hvis man ikke har forsøgt at give støtte inden en tvangsanbringelse, så må der ikke være nogen tvivl om, at støtten ikke ville kunne hjælpe. Det vil eksempelvis være tilfældet, når mor eller far er narkoman.

Vi har også oplevet, at kommunen har givet en støtte, som slet ikke er relevant for familien. Når den ikke har hjulpet, har kommunen efterfølgende forsøgt anbringelse. Det har børn- og ungeudvalget sagt nej til. Man må først forsøge at give den rigtige støtte, og først når kommunen har gjort det, og den ikke har virket, bør man forsøge at gå videre med en anbringelse.

Når vi vinder en sag, lægger vi den på vores facebookside. Du kan læse vores vundne sager, og hvorfor vi vandt på siden. Find den HER

.

Alternativer til tvangsanbringelse

Kommunen skal gå ind og vurdere, om det kunne være relevant at forsøge med støtte og hjælp i hjemmet inden man anbringer. Hvis kommunen vurderer, at der skal gives noget støtte og hjælp, bør kommunen også vurdere, hvilken form for støtte og hjælp, der skal gives. Der er nemlig mange forskellige former for hjælp, man kan tilbyde. Dem kan du læse om HER.

Hvis du står over for en anbringelse, men ikke er blevet tilbudt relevant hjælp eller støtte så kontakt os med det samme. Der er før lykkes os at få stoppet en tvangsanbringelse og givet noget støtte i stedet. Du kan finde vores kontaktinformationer HER.

 

 

 

Tvang Socialministeriet

Vi benytter cookies til at forbedre brugeroplevelsenLæs mere om cookies

Anbringelser uden for hjemmet

Når børn og unge anbringes uden for hjemmet, kan det ske både med og uden samtykke fra forældrene og den unge, der er fyldt 15 år.

Hvornår bliver et barn eller en ung anbragt?

Anbringelse uden for hjemmet er en af de hjælpeforanstaltninger, kommunen efter serviceloven kan sætte i værk, når et barn eller en ung har brug for særlig støtte.
Anbringelse udenfor hjemmet skal ske, når det vurderes, at det er den foranstaltning, der vil være den mest formålstjenlige i forhold til barnets eller den unges behov for hjælp, på baggrund af den børnefaglige undersøgelse, kommunen har foretaget.

Læs mere om den børnefaglige undersøgelse

I særlige tilfælde kan anbringelsen ske akut eller foreløbigt, og dermed sideløbende med, at den børnefaglige undersøgelse foretages.

Frivillig anbringelse

En frivillig anbringelse af et barn eller en ung kommer i stand på baggrund af et samarbejde og enighed mellem forældremyndighedens indehaver og kommunen. Hvis der er tale om en ung over 15 år, skal den unge også give samtykke til anbringelsen uden for hjemmet.

Anbringelse uden samtykke (tvangsanbringelse)

Et barn eller en ung kan kun anbringes uden for hjemmet uden samtykke, hvis der er åbenbar risiko for, at et barn eller en ungs sundhed eller udvikling lider alvorlig skade på grund af utilstrækkelig omsorg eller behandling, overgreb, misbrugsproblemer, kriminel adfærd eller andre svære sociale vanskeligheder eller adfærds- eller tilpasningsproblemer hos barnet eller den unge.

Beslutningen om anbringelse uden for hjemmet træffes af børn og unge-udvalget i kommunen.

Både forældremyndighedens indehaver og børn og unge, der er fyldt 12 år, har ret til gratis advokatbistand under behandlingen af sager om anbringelse uden samtykke.

Forældremyndighedens indehaver og et barn eller en ung, der er fyldt 12 år, kan klage over børn og unge-udvalgets afgørelse til Ankestyrelsen.

Læs mere om klagebehandling

Du kan også læse mere om behandlingen af din klage på Ankestyrelsens hjemmeside

Samtale med barnet eller den unge

Inden der træffes afgørelse om en anbringelse uden for hjemmet i forhold til barnet eller den unge (eller ophør af en anbringelse) skal der finde en samtale sted med barnet eller den unge, for at afdække barnets eller den unges holdning til den påtænkte afgørelse.

Samtalen kan finde sted uden samtykke fra forældremyndighedens indehaver og uden dennes tilstedeværelse, når hensynet til barnets eller den unges bedste taler for det.

Kommunen kan dog undlade at afholde denne samtale, hvis der umiddelbart forinden er gennemført en samtale med barnet eller den unge i forbindelse med den børnefaglige undersøgelse. Samtalen kan også undlades, hvis barnets modenhed eller sagens karakter i afgørende grad taler i mod at man gennemfører en samtale. Hvis det er tilfældet, skal kommunen på anden vis forsøge at tilvejebringe barnets holdning til den afgørelse, kommunen overvejer i forhold til barnet eller den unge.

Valg af anbringelsessted

Kommunen skal vælge det konkrete anbringelsessted i overensstemmelse med barnets eller den unges handleplan. Det betyder, at kommunen ud fra det beskrevne formål med og mål for anbringelsen skal vælge det anbringelsessted, der bedst kan imødekomme barnets eller den unges behov for hjælp og støtte.

Kommunen skal også lægge vægt på anbringelsesstedets mulighed for at tilbyde nære og stabile voksenrelationer, og herunder også, om en plejefamilie kan være det mest hensigtsmæssige for barnet eller den unge.

Hvis det barn eller den unge, der skal anbringes, har søskende, der også er anbragt eller skal anbringes, skal kommunen vælge samme anbringelsessted med mindre, at børnenes behov eller andre forhold taler i mod det.

Anbringelsessteder for børn og unge kan være:

  1. Plejefamilier
  2. Kommunale plejefamilier
  3. Netværksplejefamilier
  4. Egne værelser, kollegier eller kollegielignende opholdssteder
  5. Opholdssteder for børn og unge
  6. Døgninstitutioner – og herunder også delvis lukkede døgninstitutioner

Et anbringelsessted skal være godkendt af socialtilsynet. Når der er tale om plejefamilier, der alene er konkret godkendt til et eller flere bestemte børn, og dermed også netværksplejefamilier, skal plejefamilien dog være godkendt af kommunalbestyrelsen i den anbringende kommune.

Børne- og Socialministeriet

Holmens Kanal 22 
1060 København K

CVR-nr.: 33962452 
EAN-nr.: 5798009814128

Telefon: 33 92 93 00
(man-tors 8.30-16, fre 8.30-15.30)

Henvendelser: sm@sm.dk

Institutioner og styrelser

Ankestyrelsen

 
 

Sager om børn og unge

 
Ankestyrelsen kan efterprøve alle tvangsmæssige afgørelser truffet af kommunernes børn og unge-udvalg i sager om børn og unge under 18 år
 

Når Ankestyrelsen behandler sager om børn og unge, undersøger vi, om kommunen lever op til de regler, der gælder på området.

De fleste af de sager Ankestyrelsen behandler er klager fra forældre over, at deres kommune har anbragt deres børn uden for hjemmet uden samtykke fra forældrene. Dette kaldes en tvangsanbringelse.

Sager om tvangsanbringelse af børn og unge har som udgangspunkt først været behandlet og afgjort i børn og unge-udvalg i barnets eller den unges hjemkommune.

Ankestyrelsen kan efterprøve alle dele af en tvangsmæssig afgørelse. 

Udover at behandle klager over tvangsmæssige afgørelser kan  Ankestyrelsen også behandle alle andre sager, der omhandler bekymring for et barn eller en ung.

Ankestyrelsens handlemuligheder i underretninger om børn og unge 

Opsættende virkning

En klage over børn og unge-udvalgets afgørelse har som udgangspunkt ikke opsættende virkning.

Det betyder, at en afgørelse skal iværksættes, selvom der er klaget til Ankestyrelsen.

I særlige tilfælde kan Ankestyrelsen vurdere, om en afgørelse skal have opsættende virkning. 

 
 
Sidst opdateret 13.11.2018
 
SYNSPUNKT

Tvangsfjernelse og retssikkerhed

Forældrekompetenceundersøgelser tillægges betydelig vægt i sager om tvangsfjernelse, men der er intet lovkrav, som sikrer kvaliteten af disse, og kommunen kan tvangsfjerne alene på begrundet formodning. Det stiller store krav til den etiske praksis

  • AF DORTE BRODKA
  • 02-2017 3. FEBRUAR 2017

 

Hvornår er du god nok som forælder? De fleste vil sikkert mene at helbred, intelligens og forældres fysiske- og mentale form er af afgørende betydning for barnet. Men i børnesager medregnes også andre parametre, som beror på et skøn: Hvor speciel må du være? Hvor specielt må du leve? Hvor vildt må du have skejet ud i din fortid? Hvor svær/afvigende må din opvækst have været, før det antages at påvirke din forældreevne?

Det er ikke bare i familier med vold, kronisk psykisk sygdom eller svært misbrug, at der tvangsfjernes børn. Det sker også i almindelige familier fx efter trafikulykker, hvis et barn pludselig mistrives, eller en forælder rammes af alvorlig depression.

Og det sker, at forældre, som frivilligt har anbragt deres barn, for at skåne det for en familiekrise, ikke kan få det hjem igen, fordi de pludselig vurderes som uegnede til at være forældre.

Kriminelle får ren straffeattest efter 5-10 år, og er uskyldige indtil det modsatte er bevist. Men ved vurdering af børnesager tæller alt med, lige fra du gik med sut: Svær opvækst, svær skolegang, tidligere misbrug eller kriminalitet, tidligere psykiatriske diagnoser, selvom du for længst er erklæret rask og der er enighed om, at diagnoser kun er et øjebliksbillede. Selv fejlagtige oplysninger, som du insisterer på at få slettet, sletter kommunen ikke.

Du kan få din indsigelse noteret. Problemet er bare, at de fejlagtige oplysninger også bliver stående.

Der er ingen tvivl om, at anbringelse i nogle sager er det bedste for barnet. Men det er også et overgreb, der i sig selv påfører barnet et traume, som skal lægges til barnets øvrige problemer. Ny forskning konkluderer, at anbragte børn ‘er mindre gunstigt stillede end deres jævnaldrende i almindelighed, når det kommer til børn og unges dannelse eller omverdensforståelse’, samt at ‘mange anbragte børn og unge befinder sig i et lukket univers på anbringelsesstedet uden udfoldede muligheder for at etablere omverdensrelationer til jævnaldrende, der lever et ‘normalt’ liv’ (SFI – Det Nationale Forskningscenter for Velfærd, 2014: Anbragte børn og unges trivsel, side 7).

Fjernelse fra hjemmet anses af WHO for så alvorlig en sundhedsrisiko, at fænomenet har sin egen diagnosekode, hvorfor en psykologfaglig vurdering af den samlede belastning af barnet ved en anbringelse burde være obligatorisk.

Skøn og spinkle grundlag

Danske socialrådgivere har gennemsnitligt 35-40 børnesager, det vil sige 30-35 effektive arbejdstimer om året til hver sag, og der er stor forskel på hvordan kommunerne opfatter alvorsgraden af sagerner og på, hvordan de håndterer børnesager med identiske problemstillinger.

Derfor bekymrer ‘gråzone-sagerne’, hvor man fjerner på baggrund af indicier frem for konstaterbare forhold, fx med en forældrekompetenceundersøgelse som ‘bevis’ på, at det er berettiget. Konklusionen på en forældrekompetenceundersøgelse er nemlig ikke et bevis, men en fortolkning, hvor andre psykologer kan komme frem til et andet resultat.

Dertil kommer, at der hverken er krav om, at den undersøgende psykolog skal være uafhængig af kommunen eller følge Socialministeriets vejledning, som understreger, at man ikke bør overlade forældrekompetenceundersøgelsen til en enkelt psykolog, som det ofte er tilfældet i dag.

I en undersøgelse fra 2012 (Kommunernes anvendelse af forældrekompetenceundersøgelser, Ankestyrelsen, 2012) konkluderer Ankestyrelsens børnesagkyndige, på baggrund af ti sager, at de syv forældrekompetenceundersøgelser i høj grad afdækker forældrenes forældreevner, mens de sidste tre kun i ringe grad er sammenhængende og valide.

Ti sager er et meget spinkelt grundlag at konkludere på. Men i betragtning af den gennemgribende karakter i sager om tvangsfjernelse, er en usikkerhed på 30 pct. ikke et godt resultat.

Påvirkninger

Bevisførelse baseret på et skøn er fyldt med dilemmaer, som i disse sager håndteres af kommunale sagsbehandlere, der er underlagt pres fra alle sider. En velovervejet lovgivning på området med en ‘tjekliste’, som det var obligatorisk for kommunerne at følge, kunne derfor både lette sagsgangen, mindske antallet af konflikter imellem sagsbehandlere og forældre – og ikke mindst reducere den usikkerhed, der fortsat kan være om forældreevnen – på trods af diverse undersøgelser – fordi det diskuteres, om disse har været gode nok.

Et andet spørgsmål er, hvordan kommunens indgriben påvirker familien undervejs. Forskning viser, at arbejdet med at få forældrene til at forstå deres barn og give dem selvtillid som far og mor er centralt (Lausten, Mølholt, Hansen, Schmidt og Aaquist: Forebyggende foranstaltninger 0-4 år). Dialoggruppe – Om forebyggelse som alternativ til anbringelse, delrapport 2. SFI – Det Nationale Forskningscenter for Velfærd, 2010).

Hård kritik kan få usikre forældre til at præstere dårligere, og en børnefaglig undersøgelse kan opleves som særdeles psykisk belastende – og det rejser en række spørgsmål:

Hvordan italesættes kommunens forståelse af forældrene? Hvordan beskrives forældrenes andel i problemerne i sagsakterne? Fokuseres der ved ny sagsfremstilling stadig på det oprindelige anbringelsesgrundlag – skrevet i nutid – således at forældre, som har udviklet sig undervejs, fortsat italesættes som uegnede forældre, eller fokuserer man på, hvordan de klarer sig nu?

Uanset hvor dygtige børnesagkyndige og dommere, der er på sagen, så er de, lige som alle andre mennesker, påvirkelige, og kan kun vurdere den ud fra sagsfremstillingen.

Se bag om sagen

For at få en retvisende sagsfremstilling er det nødvendigt at ‘se bag om sagen’ og stille en lang række spørgsmål:

Er journalføringen objektiv eller formuleres problemstillingen som omsorgssvigt inden det reelt er konstateret, fx fordi der på baggrund af § 49a-udvekslinger (Servicelovens § 49a) er opstået en negativ forforståelse af forældrene? Medtages positive udtalelser lige så vel som negative? Undersøges flere perspektiver?

Nyere forskning viser, at mistrivsel hos børn også kan skyldes for store daginstitutioner. Undersøges evt. underretninger og udtalelser til bunds? Er der hold i dem og er de objektive? Holder evt. sagkyndige sig til udtale sig om det, de reelt er uddannet til, eller er det fx en ergoterapeut eller en sagsbehandler, som udtaler sig om psykologfaglige spørgsmål?

Og er man opmærksom på, at projektive personlighedstests i forældrekompetenceundersøgelser ikke er valide ved stressbelastning, som forældrene i disse sager jo i høj grad er udsat for? Bruges psykologiske tests som facitliste til forståelse af forælderen, eller er man opmærksom på, at de kun kan bruges til at underbygge eller uddybe det kliniske indtryk? Foretages observation af samspil mellem barn og forælder under normale forhold?

Efter tvangsfjernelsen er samspillet jo påvirket af barnets reaktion på fjernelsen, det begrænsede samvær, og forælderens frygt for at miste barnet.

Biologiske forældre?

Et sidste spørgsmål af afgørende betydning er, hvordan barnets forhold til de biologiske forældre får lov til at udvikle sig, hvis anbringelsen bliver en realitet.

Om kommunen og plejefamilien formår at rumme de biologiske forældre, også hvis det er svært.

Efterreaktioner i forbindelse med samvær kan fx tolkes som re-traumatisering. Hvis barnet har etableret en tryg relation til plejefamilien, og ikke har været udsat for overgreb, er det dog langt mere sandsynligt, at efterreaktioner skyldes, at barnet registrerer disharmoni imellem de voksne omkring det.

Her er løsningen ikke at begrænse samværet yderligere, men snarere at arbejde på at udvide det, således at barnet oplever, at der samarbejdes i gensidig respekt, og at det er ok både at elske plejefamilien og de biologiske forældre.  n


Dorte Brodka er cand.pæd.pæd.psyk. og arbejder som hypnoterapeut, familiebehandler og vejleder for forældre til anbragte børn.

 

Denne artikel er en del af temaet/temaerne: DebatSynspunkt

Relaterede artikler

KOMMENTAR

Barnets første 1000 dage

 

3. DECEMBER 2018
SYNSPUNKT

Vejen til det ordinære arbejdsmarked

I Guldborgsund har vi succes med at sikre borgere med handicap job på det ordinære arbejdsmarked – og vel at mærke job, der holder. Så lad os nu tale om støttet frem for beskyttet beskæftigelse

30. NOVEMBER 2018
SYNSPUNKT

Tænd et lys i anoreksiens store mørke

Trods mange forsøg med nye behandlingsmetoder og tilgange er resultaterne af behandling for anoreksi ikke forbedret siden 1950’erne. Derfor skal vi lytte til patienterne, som fortæller, at de mangler socialpædagogiske indsatser i behandlingen

9. NOVEMBER 2018
SYNSPUNKT

De små skridt gør mig faglig stolt

Er du stolt socialpædagog? Det spørgsmål har forbundet stillet medlemmerne op til Socialpædagogernes dag, den 2. oktober. Her giver socialpædagog Alexander Schwaner sit bud på, hvad der giver ham stolthed i jobbet opsøgende medarbejder.

1. OKTOBER 2018

Skriv en ny kommentar: (Klik her)

123hjemmeside.dk
Tegn tilbage: 160
OK Sender...
Se alle kommentarer

| Svar

Nyeste kommentarer

14.02 | 11:08

Hej, jeg hedder "Tina Petersen" Jeg er fra Odense, Danmark. Jeg var gift i 9 år med Oliver, og vi havde begge to (2) sønner sammen. Oliver var min kæreste på gymnasiet, min drømmemand og jeg elskede ham mere end ord kan udtrykke. Pludselig begyndte min ma

...
18.03 | 14:58

Det vil til næste opdatering komme på. Tusind tak.
Inge Volder

...
18.03 | 14:52

Super med alle de informationer og links til de forskellige steder, hvor man kan søge hjælp. https://slipangsten.dk/ er også et fint sted at finde info om angst

...
12.11 | 09:22

Ikke for mange skift. Fornedrelse. Vær klar til at lytte. Spørg ind da det tit bliver et tabu emne

...
Du kan lide denne side
Hej!
Prøv at lave din egen hjemmeside ligesom mig! Det er nemt, og du kan prøve det gratis
ANNONCE